Tidens tand.
Erik Lind, NaturBornholm
På stien mellem Rokkestenen og Grydesøen i Paradisbakkerne, kan man se et kirsebærtræ stå midt i en vandreblok. Det ser lidt mærkeligt ud, men forklaringen på dette fænomen er:
For mange år siden har denne vandreblok været ”hel”, men som i mange andre vandreblokke og i grundfjeldet, er der ganske små revner. I disse revner kan der trænge vand ind, og dette vand vil så om vinteren fryse til is, og dermed udvide sig. Revnen bliver derved større, og det med vandet kan gentage sig år efter år. Det betyder, at revnen efterhånden er blevet så stor, at der kan komme jord i revnen, og derved danne grundlag for ”nyt” liv.
Måske er der så kommet en fugl flyvende hen over denne vandreblok. Denne fugl har måske været forbi et kirsebærtræ og forsynet sig med kirsebær, for bagefter at passere hen over vandreblokken og ”levere” en fugleklat ned. Om der i denne fugleklat kan have været en kirsebærsten, kan vi ikke med bestemthed vide, men det kunne være tilfældet. Denne kirsebærsten har altså ved et tilfælde landet i denne revne på vandreblokken, hvor der har været lidt jord, og derved mulighed for at spire.
Årene er gået, kirsebærtræet er vokset og efterhånden vokset sig stort i denne revne og vandreblokken er derved revnet, og træet har fået rigtigt godt fat, og nu er revnen temmelig stor. Det er tydeligt, at vandreblokken er ved at gå helt fra hinanden.
Ud over at man kan kalde dette fænomen en ”naturlig finurlighed”, så kan man også kalde det for resultatet af ”Tidens Tand”.
|
