Skriften i stenen
Jens Kofoed, NaturBornholm
Når man går en tur på stranden og får øje på en flad sten af den rette størrelse, så starter det nærmest en refleks: Stenen op i hånden, holdt fast mellem pege- og tommelfinger - og så skal den sendes vandret af sted hen over vandoverfladen!
Det er sjovt at slå smut med de flade sten, men går man tur på Sydbornholms strande og finder en sort smutsten, så prøv lige noget andet:
Slå kanten af den sorte skifersten mod en hårdere sten – f.eks. et stykke granit – og se om den vil flække i det vandrette plan. På den friske brudflade vil man så ofte se nogle små savklingelignende ”blyantstegninger”. Det er fossiler!
For 4-500 millioner år siden svævede disse organismer rundt i havet og ernærede sig ved at filtrere plankton. Dyrene var ganske små, boede sammen på en streng i små ”ejerlejligheder” og hele kolonien blev holdt oppe af en fælles luftfyldt sæk.
Men svømmeblæren kunne punktere, eller kolonien af andre årsager gå til grunde, og så endte de alle i det sorte svovlstinkende slam på de store iltfrie havdybder. Slammet blev med tiden hårdt og blev til skifer.
Organismerne har fået navnet ”graptolitter” fra de græske ord ”graptos” (skrevet) og ”lithos” (sten). De findes i mange udgaver: Spiralsnoede, V-formede, med lejligheder på begge sider af ”savklingen” eller kun på den ene.
Nyere undersøgelsesmetoder med elektronmikroskop har afsløret, at de bittesmå graptolitter havde en slags første udkast til en rygrad! De tilhørte de såkaldte ”hemichordater”, hvoraf nogle senere fik en rigtig rygrad og blev til hvirveldyrene.
Sammen med fisk, padder og krybdyr er også pattedyrene hvirveldyr.
Og vi kan med fint koordinerede bevægelser af det ene forben og et vrid i den bøjelige rygrad sende en flad skifersten hen over vandet! | 
