På tur med guide

Mød op, betal, deltag

  • Bisonflokken Kikker BM
  • Flagermustur2
  • Grussigtning 10
  • Paradisbakkerne 1
  • Grussigtning 2
  • Flagermustur 2
  • Bison Advarsel Skilt

Tag med en naturvejleder fra NaturBornholm på opdagelse i den bornholmske natur.

Turene guides kun på dansk

Uge-oversigt 

  MANDAG TIRSDG ONSDAG TORSDAG  FREDAG
FORMIDDAG Juratidens verden Fossiljagt Hammerknuden Læså og Linjer på sporet af bison
EFTERMIDDAG Rokkesten På sporet af bison Jordskælv   Fossiljagt
AFTEN    

Det er dyr
Der er bål

Nattens jægere  



Juratidens verden 

HVER mandag kl. 10 fra 2. juli til 6. august.
Kun tre steder i Danmark finder man beviser på dinosaurernes liv, og alle tre steder er på Bornholm. Tag på opdagelse i juratiden, som den ses på Bornholms vestkyst ved Hasle. Her er der fundet fodspor fra Danmarks mindste dinosaur og knogler fra de store marine krybdyr svaneøgler. På turen bliver der fortalt om livet i Juratidens Bornholm, og kulbrydningen i området. Du vil også opleve fantastiske udsigter over Østersøen og den ørkenagtige Kullatippan, der mest ligner et månelandskab.

Entré: 50,- kr., børn under 3 år gratis.
Silderøgerierne i Hasle, Søndre Bæk 20, 3790 Hasle, Danmark
Turene guides kun på dansk.

 

Rokkestenen og voldsom natur

HVER mandag kl. 15 fra 2. juli til 6. august.
Turen går til heksens dør og troldstuerne, der ligger i Paradisbakkernes forunderlige knudrede natur, præget af jordens voldsomme kræfters spil. Gennem sprækkedale går vi forbi den smukke Grydesø, der siges at være bundløs og videre til Rokkestenen, der skal prøves kræfter med. Naturvejlederen fortæller flere sagn og sandheder på turen, der går ad fine stier, der dog ikke egner sig til barnevogne/kørestol.

Pris for deltagelse: 50 kr. - børn under 3 år gratis
Varighed: 2½ time
Mødested: P-pladsen på Oksemyrevejen 12, 3740 Svaneke (ved Nexø)
Turene guides kun på dansk

Fossiler fra dinosaurernes tid

HVER tirsdag kl. 10 og fredag kl. 15 fra 3. juli til 10. august.
Tag med NaturBornholm og professionelt udstyr på jagt efter sjældne fossiler fra fortiden. Det er en enestående chance for at grave på det sted, hvor Danmarks første dinosaurtand blev fundet. Der bliver altid fundet fossiler, og der bliver fortalt om livet i dinosaurernes verden.

Pris for deltagelse: 50 kr 
Varighed: 2 timer
Mødested: Rasteplads på Åkirkebyvej 192B, 3700 Rønne 
Turene guides kun på dansk

På sporet af de bornholmske bisonokser

HVER tirsdag kl. 15 og fredag kl. 10 fra 3. juli til 10. august.
Vi tager ud i bisonskoven på jagt efter Europas største pattedyr. Der blev sat syv bisoner ud i skoven i 2012, men nu er der over dobbelt så mange af dem. Vi fortæller om bisonerne, ser på spor efter deres færden, og hører om hvad dyrene kommer til at betyde for skoven. Der er ingen garanti for, at det hver gang lykkes at se bisonerne, men vi kommer tæt på og vi ser helt sikkert spor. 

Pris for deltagelse: 50 kr. - børn under 3 år gratis
Varighed: 2 timer
Mødested: Chr. X. vej, 3720 Åkirkeby. Ved nordlig port til bisonindhegningen.
OBS. Turene guides kun på dansk

Hammerknudens enestående landskab

HVER onsdag kl. 10 fra 4. juli til 8. august.
Turen går på stierne gennem hammerknudens vilde natur med fuglefjeld, bratte klipper og særegne planter. Du vil opleve fantastiske udsigter over Østersøen og Hammershus, og se den smukke Opalsø, der er dannet af forgangne tiders stenbrydning.
Følg med Jens Kofoed, Naturvejlederen, der er kendt fra P1 og P4 med sin trofaste måge Mogens.
Turen er ikke egnet for klapvogne eller gangbesværede
Pris for deltagelse: 50 kr. - børn under 3 år gratis
Varighed: 2 timer
Mødested: Hammerhavn, P-plads på Sænevej, 3770 Allinge
Turene guides kun på dansk

Jordskælvet, der splittede Bornholm

HVER onsdag kl. 14.30 fra 4. juli til 8. august.
Turen går til stedet, hvor tidligere tiders jordskælvs voldsomme kræfter har forandret landskabet, og givet en fin udsigt. Fra det urgamle grundfjeld går vi mere end 1 mia. år frem i tiden til en forstenet havbund, med sjældne aftryk fra fortidens dyreliv. Turen går også til en rokkesten, og en stenhuggers selvportræt. Og det hele ligger lige bag NaturBornholm.

Pris for deltagelse: 50 kr. - børn under 3 år gratis. Turen er gratis ved samtidig køb af billet til NaturBornholm
Varighed: 1½ time
Mødested: NaturBornholm, Grønningen 30, 3720 Åkirkeby
Turene guides kun på dansk

DET ER DYR! DE ER LEVENDE!

Fire onsdagsaftener i juli – den 4., 11., 18. og 25., holder NaturBornholm åbent til klokken 20.
Kom og vær med på opdagelse i dyrenes verden. De små, de store, de søde, de bløde, de farlige, de kriblende og de krablende.

Vi tænder op på bålpladsen, grillen er klar kl. 17. Medbring selv madkurv, eller benyt butikkens tilbud på bålmad og skumfiduser.
Det bliver vildt, og hyggeligt.

Pris: Entré i huset
Mødested: NaturBornholm
Turene guides kun på dansk

Linjer i landskabet 

HVER torsdag kl. 10 fra 5. juli til 9. august.
Vi ser på Læsåens stejle brinker af skifer, der vidner om millioner af års dyreliv. Langs åen har mennesker levet og efterladt spor i mere end 5000 år. Vi ser en af Danmarks mest specielle gravhøje og et stenbrud der har leveret byggemateriale til Aa kirke og Hammershus.

Turen er ikke egnet for klapvogne eller gangbesværede.
Pris for deltagelse: 50 kr. - børn under 3 år gratis. 
Varighed: 2 timer
Mødested: P-plads Limensgaden ved Læså, 3 km syd for Aakirkeby.
Turene guides kun på dansk

Nattens lydløse jægere

HVER torsdag ½ time før solnedgang.  fra 5. juli til 9. august.
Når mørket falder på, går flagermusene på vingerne for at jage med deres specielle jagtteknik. Med flagermuslygter og flagermus detektorer kan du gå med NaturBornholm på aftentur i Ekkodalen, for at finde og høre flagermusene. Turen går også stemningsfuldt forbi kongens ældste borg på Bornholm: Gamleborg.

Pris for deltagelse: 50 kr. - børn under 3 år gratis
Varighed: 2 timer
Begynder: ½ time før solnedgang. D.28/6 kl. 21.15. | D. 5/7 kl. 21.15 | D.  12/7 kl. 21.00. | D. 19/7 kl. 20.45. | D. 26/7 kl. 20.45 | D. 2/8 kl. 20.30 | D. 9/8 kl. 20.15.
Mødested: P-pladsen i Ekkodalen. Ekkodalsvejen 5, 3720 Åkirkeby
Turene guides kun på dansk

 

 Udenfor sæsonnen

Resten af året laver vi gerne ture og arrangementer, men de skal aftales særskilt. Læs mere om de ture du kan bestille med NaturBornholm her.  

Grupper med egen naturvejleder
Trilobitfinger
Få din egen guide med ud
Find arrangementer på NaturBornholm
Aktivitetsøen Vindmøller 620Px 02
Hver weekend og i ferier sker der noget ekstra