|
Ekkodalen
I 1800 blev Rømer ansat som skovrider i Almindingen. Der fulgte ikke nogen embedsbolig med ved ansættelsen, men han mente, at det var nødvendigt for hans virke at han boede i skoven, og derfor købte han i 1804 det lille udbyggersted Eskeviske i Kodalen.
Men begge navne indeholdt for lidt appeal, og straks efter overtagelsen fik huset navnet Rømersdal, og dalen fik han omdøbt til Ekkodalen.
Ekkodalen er en såkaldt sprækkedal, måske øens flotteste repræsentant for disse, og man kan midt i dalen måle dens bredde fra det sydlige granitfremspring til den nordlige lodretstående klippe til at være ca. 70 meter.
Ekkodalen har været et af øens femstjernede turistmål, så længe der har eksisteret turisme på Bornholm, og tilstrømningen af "vandrefoula" tog i den grad til ved etableringen af skovtursbanen mellem Aakirkeby og Almindingens station i 1902.
Af samme grund har seværdighederne i dalen fået benævnelser, som regel overleverede stedsangivelser som fastboende og skovens folk har givet videre fra generation til generation for at kunne finde rundt og udtrykke sig eksakt om dette og hint.
Skovrider Sten var Kongens repræsentant i Almindingen få år efter, at Hotel Jomfrubjerget blev opført i 1891, og da turisterne strømmede til skoven, ville han gerne have, at man fik lov til at opleve skovens seværdigheder.
Derfor etablerede han vandrestier, markeret med forskellige malede mærker på stene og træer, og turen gennem Ekkodalen blev royalt angivet med små dannebrogsflag!
Man blev fra dalens bund ført ad en trappe op på Lajtarijn med den smukkeste udsigt over dalen og den oprindelige middelalderlige skovbevoksning med ene, vintereg og avnbøg.
Man vil passere en om vinteren kraftigt fossende strøm af vand oppe fra Djævlebakkerne, og da vandet for en stund må løbe under den markante klippeblok Vandpræsten har man lokalt givet vandløbet betegnelsen Præstens tårer.
Grotten er det næste markante klippefremspring med en underliggende indhak i klipperne. Det ses iimidlertid bedst fra stien nede i dalen.
Følger man stien ovenpå klipperne vil man på et tidspunkt gå lige hen over Heksenes danseplads.
Overleveringen fortæller, at der dybere inde i klippemassivet skulle være et mindre hul, hvorfra heksene angiveligt skulle komme ud og danse! Men, hvornår man kan opleve heksedansen, kan ingen oplyse.
Ældre bornholmere, der har trang til at holde fast i traditioner kender udmærket stedet fra de tilbagevendende tidlige pinsemorgener, hvorfra et kor af sangere ledet af en lokal skolelærer på en klippehylde umiddelbart under dansepladsen fyldte dalen og morgenen med liflig sang.
På et kort, Skovrider Rømer havde ladet tegne i 1825-26, og som i dag befinder sig på Det kongelige Bibliotek, har han angivet en markant klippespids på toppen af ekkodalsklipperne som lokaliteten Springet, og seværdigheden er senere foreviget i Illustreret Tidende fra 1861.
Det er det samme sted, som i Dansk Landbotidende fra 1874 blev kaldt Jomfruspringet, og som i dag går under betegnelsen Røverspringet. Herfra er der endnu engang en enestående udsigt ud over dalen.
Det seneste navn har stedet fået på grund af, at en "røver" angiveligt under en forfølgelse over ekkodalsklipperne ikke så nogen anden udvej end at springe ud fra klippen. Om han overlevede melder historien ikke noget om.
Græderen opdager man hurtigt på sin vandring, fordi det er den del af klippepartiet, hvor der lige under toppen af klippen vinter og vår siver vand ud over klippen i stride strømme - til ihvertfald på den anden side af Sankt Hans.
Vegetationen for foden af klippen er af samme grund noget frodigere end på de andre klippeflader i dalen, men adgangen er vanskelig, idet stedet er hegnet ind for at kunne holde kvæget på plads.
Og så når man frem til det måske kendteste klippeparti i dalen: Måneskinsklippen.
Det er her, turisterne bliver guidet hen for at man bedst skal kunne opleve et ekko - ihvertfald peger et stort træskilt hen til stedet, og hvis det er det, folk er kommet til Ekkodalen for at opleve, så er målet nået, og et andet stort skilt viser tilbage til P-pladsen.
| 
