|
Døndalen
Det "dønner" i Døndalen, siger man, og dalen lyder sit navn i det tidlige forår under snesmeltningen, når smeltevandet kaster sig ud over Danmarks højeste vandfald i en øresønderrivende brusen.
Men Døndalen har andre kvaliteter end dette vandfald, og man kan besøge dalen på alle tider af året, selvom foråret inden løvspring nok er den smukkeste tid hvad angår blomsterfloret.
Vegetationen er rig, og både blå, hvid og gul anemone indleder blomstringssæsonen allerede i marts. Herefter følger arter som skælrod og ramsløg og højt på den opretstående klippe midt i dalen vokser den røde dværgmispel.
Har man kræfter til en opstigning, kan det anbefales, at man tager turen op ad trappen til toppen af klippen. Stedet hedder Amtmandsstenen, og herfra har man en fin udsigt både videre ind i dalen og ud mod kysten og videre til Ertholmene.
Før i tiden havde stedet begetegnelsen "Kongestenen", men, hvem var denne amtmand, der havde gjort sig fortjent til at skulle blive hædret med denne meget flotte udsigt?
I sine optegnelser over den bornholmske botanik har Lars Ipsen skrevet, at Apoteker Baagøe har samlet Skinnende Storkenæb her på "Amtmandsstenen ved Dynddalen i Rø".
Nu er det sådan, at Ipsens optegnelser er foretaget i datidens "Haandbog i Den Danske Flora" af Johan Lange, og optegnelserne er påbegyndt 2/3 62, 1862 vel at mærke!
Apoteker Baagøe opholdt sig på Bornholm i årene 1860-63, og amtmanden var på det tidspunkt en Julius Henrik Wegener.
I 1849 havde han afløst Ludv. Vilh. Henr. Krabbe, der af eftertiden blev betegnet for at være "en livsglad, højst selskabelig mand", der imidlertid helt mistede lysten til hvervet, da hans kone allerede døde som 31 årig i 1845!
Efter sin afsked som Amtmand blev Krabbe foreslået og valgt til Landstinget med overvældende flertal, idet han "på grund af sit jævne væsen og sin forstående holdning overfor befolkningen havde skaffet sig en enestående yndest på øen, og han blev denne en god repræsentant i Rigsdagen frem til sin død i 1857".
Og bornholmerne samt øens gæster kan fortsat med taknemmelighed tænke tilbage på hans virke for øen her fra toppen af klippen.
Midt på sommeren ligger dalbunden i skygge, men ikke lige meget alle steder. Det dominerende træ, avnbøg, som er det oprindelige bornholmske bøgetræ og som bl.a. har givet navn til flere "bøge"-lokaliteter på øen, har ikke helt så tæt en bladmosaik som den almindelige bøg, rødbøgen, som også findes i dalen, omend plantet.
Derfor er der under avnbøg stadig planter at finde, også midt på sommeren. Bl.a. det noget usædvanlige Skavgræs, en art padderokke, som også levede i fortidens juraskove!
Om vinteren svømmer en del havørreder op i åen for at "lege", og i de år, hvor åen ikke helt tørrer ud kan man se ørredyngel i høller.
Vandstæren yngler uregelmæssigt i øens åer, men ser man en solsortlignende fugl med hvid hagesmæk stå og knikse på en sten midt ude i åen, så har man set denne noget eksotiske fugl. Også Sortspætte og Ravn har deres reder i Døndalens større træer.
En særdeles planteinteresseret bornholmer, Gårdejer Aksel Jensen, erhvervede i 1916 den sydøstlige del af Døndalen. Han har plantet et meget stort antal forskellige træer fra mange verdensdele, således at skoven kom til at rumme op imod 150 forskellige træarter.
Det har været umuligt i dag at opdrive en liste over alle disse forskellige træarter, og flere synes at være bukket under for kulde, skygge og hugst.
Alligevel er Døndalen fortsat en forstbotanisk oplevelse.
Blandt de eksotiske nåletræer kan man fortsat se:
Kalifornisk Mammuttræ, Sequoiadendron giganteum,
Kinesisk Vandgran, Metasequoia glyptostroboides,
Himalaya Ædelgran, Abies spectabilis
og fremmede løvtræer er bl.a.:
Kinesisk Korktræ, Phelleodendron amurense,
Tyrkisk Hassel, Corylus colurna,
Ægte Kastanje, Castanea sativa
Tarmvrid Røn, Sorbus torminalis.
Døndalen blev i sommeren 1969 erhvervet af Danmarks Naturfond med det formål at sikre dalens enestående naturværdier og at gøre disse tilgængelige for offentligheden. | 
