|
Slotslyngen
Slotslyngen syd for Hammershus hørte tidligere til Slottet og har i århundreder været anvendt som græsgang for kvæg, får og heste, ligesom Højlyngen inde midt på øen.
I 1744 kom Slotslyngen på private hænder, men blev i 1909 købt tilbage af staten. Naturen er imidlertid ikke statisk, og i løbet af et halvt århundrede var det åbne landskab ændret til opvoksende skov og krat.
Derfor iværksatte Statsskovvæsenet i 1967 et græsningsforsøg med geder i en 20 ha. stor indhegning i den sydlige del af Slotslyngen. Og en varieret flora med Tormentil Potentil, Katteskæg og Hedelyng er kommet fint tilbage.
I øvrigt er det på stejlkysten lige udenfor, at vi finder Bornholms mest monumentale fuglefjeld. "Mulekleven" er f.eks. det sted, hvor "Mulen" har holdt til. Den er kommet tilbage som ynglefugl efter at have været væk i mere end 100 år, denne alkefugl, som hedder Alk, og på havet udenfor kan der i foråret tælles op til 8 par! Også Baltisk Sildemåge og Sølvmåge benytter klipperne som redested.
Af områdets øvrige godt 150 ha. skov er kun godt 10 ha. i drift som produktionsskov, medens resten er beskyttet som naturskov.
Et turkort finder du i På tur i Bornholms Natur side 54

|